Begrænsning i kontakt

Anna Lembke er en amerikansk psykiater, som aktuelt er en af de store bidragsydere til dialogen i USA omkring de udfordringer, der ses med den øgede forekomst af let tilgængelige veje til nydelse og velbehag. Hun anvender i dette formidlingsarbejde både sin viden omkring den menneskelige hjerne og sine egne personlige såvel som kliniske erfaringer fra sin praksis, hvor hun hjælper mennesker med afhængigheder (se reference 1). Hun belyser, hvordan det menneskelige belønningssystem i hjernen oprindeligt er skabt til at sikre overlevelse i en verden, hvor vi skulle arbejde hårdt for det og være kreativt problemløsende. Når vi opnåede dét, vi var stærkt motiverede for at opnå, skulle der udløses en god dosis dopamin i vores hjerner, hvilket så igen ville motivere os til at søge det igen næste gang – også selvom det var krævende og svært.

Jf. Lembke er vi ikke skabt til at leve i en verden af overflod. Hun påpeger, at det er problematisk, at vi har en overflod af muligheder for at opleve nemme former for dopaminrelateret aktivitet, såsom brug af sociale medier, online-shopping samt sukker og stærkt forarbejdede fødevarer. Samtidig lever vi i en verden, der er “kedelig” med henblik på naturlig friktion, som hun kalder det. Friktion refererer netop til de nødvendige aktiviteter, der i tidligere tider var associeret med dopamin, såsom at finde mad for at overleve. I dag kommer overlevelse nemt for de fleste af os i den vestlige verden, så der er i vores nuværende kultur for de fleste af os ikke indlejret regelmæssige store udfordringer, vi skal overkomme, som eksempelvis kræver megen fysisk udholdenhed eller kreativ problemløsning.

Professor i historie Yuval Noah Harari giver et andet perspektiv på denne mangel på friktion i dag (se reference 2). Hans perspektiv er mere eksistentielt psykologisk end biologisk, som Lembkes, når han fremhæver, at et komfortabelt liv ikke er tilstrækkeligt for mennesker. Harari fremhæver, at mennesker har brug for mening og formål, og at dette ofte kommer af at overkomme udfordringer eller friktion.

I Compassion Focused Therapy – en metode grundlagt af professor i klinisk psykologi Paul Gilbert – opdeles vores følelsesmæssige tilstande i, hvad Gilbert kalder de tre emotionsregulerende systemer: Det beroligende system, drivesystemet og trusselssystemet (se reference 3). Trusselssystemet aktiveres ved opfattede trusler og kan medføre følelser som frygt, vrede eller tristhed. De to andre systemer er associeret med noget, der opfattes ønskeligt; drivesystemet med noget, vi gerne vil opnå eller præstere, og det beroligende system med en mere rolig eller værensmæssig form for velvære. Rent socialt associeres det beroligende system med samvær med mennesker, man er tryg ved, og bl.a. neurotransmitterstoffet oxytocin (“kærlighedshormonet”), og drivesystemet er primært associeret med dopamin.

Flere studier har vist, at vores hjerner aktiveres på forskellig vis, når vi har personlig kontakt med folk, end når vi har skriftlig og virtuel kontakt. Et eksempel er et studie, der viste, at når børn, som var under en stressende situation, fik støtte af deres mor under en telefonsamtale, blev der udløst en højere mængde oxytocin i deres hjerner (se reference 4). Derimod var det cortisol, der blev udløst, når børn under en stressende situation sendte tekstbeskeder til deres mor. Hormonet oxytocin har blandt andet den effekt, at stress og angst reduceres, hvorimod cortisol er kroppens primære stresshormon. Dette – og flere andre studier – fremhæver, at dét at kunne høre en persons stemme se en persons kropssprog har en langt mere beroligende indflydelse end dét at se deres ord på en skærm.

Herudover har studier vist, at menneskers hjerterytme synkroniseres, når de deler en oplevelse; et fænomen, der kaldes cardiac physiological synchrony (CPS) (se reference 5). Forskere kæder dette fænomen sammen med følelsen af forbundethed med andre mennesker, empati, samarbejde og sam-regulering af cortisol såvel som oxytocin. Med andre ord: Dét at dele oplevelser med mennesker kan – givet at vi ikke er utrygge ved de andre – øge hormoner associeret med velvære i vores system såsom oxytocin, og vi kan opleve en sam-regulering af stresshormoner, hvormed andre mennesker hjælper os til at finde ro, når vi bliver utrygge.

Vi har således i dag rig mulighed for at opleve en version af menneskelig kontakt over beskeder og sociale medier, men det er vigtigt at vide, at disse former for kontakt har langt fra samme gavnlige indflydelse på os – og i mange henseende en mere hæmmende end gavnlig indflydelse – end dét at være sammen i eller om en situation.

Taget disse perspektiver i betragtning er der to væsentlige opgaver, der kan fremhæves, at vi mennesker har i dag: At søge flere sunde måder at skabe friktion (dvs. dopaminstimulerende aktiviteter) på og reducere brugen af de nemme boosts, samt at prioritere personlig og telefonisk kontakt med andre mennesker over tekstbeskeder og sociale medier. Jeg gennemgår dette i beskrivelsen af min tilgang såvel som det arbejde, vi kan gøre sammen.