Begrænsning i kontakt
Udfordringer i vores samfund
Overdrevet fokus på mål over andre værdier
Under temaet uhensigtsmæssig stimulering fremhæves professor i historie Yuval Noah Hararis perspektiv på, at mangel på udfordringer og friktion i dag – altså, at mange af os har et meget komfortabelt liv – kan lede til en utilfredshed og i sidste ende mangel på mening og formål. Jeg talte i 2023 med professor i psykologi Lene Tanggaard. Hun havde været min underviser på universitetet, og jeg har fulgt hendes arbejde siden. Jeg havde en oplevelse af, at der var noget i vores kultur og systemer, som ikke fungerede hensigtsmæssigt, og jeg følte en trang til at komme ud og være med til at bidrage i større grad, end jeg på daværende tidspunkt følte, jeg kunne som selvstændig i egen praksis. Samtalen var meget inspirerende, og jeg blev bekræftet i min retning, om end der stadig var noget arbejde at gøre i forhold til at få fundet eller skabt de specifikke mål. Lene Tanggaard tog tematikkerne fra vores snak videre og holdt få dage efter en tale til årets studenter, hvori hun blandt andet sagde:
“I har lært at se på de lærings- og kompetencemål, der skal opfyldes og indfries som kriterier for succes. I er vildt gode til at afkode, hvad andre forventer af jer. I har lært at se fremad, hen til målet. Det er godt at kunne, men husk, at det ikke er det samme som at have retning på livet. Den skal I selv finde, men det er ikke altid helt så let som at følge et mål.”
I tilgangen Acceptance and Commitment Therapy er der en metafor om, at dét at opleve en retning er det samme som at vide, at du gennem livet skal sejle mod øst. Så kan du have diverse mål, f.eks. at nå forskellige øer. Du kan værdsætte, når du når at opleve de øer, du har sat dig for at nå til, og du kan blive ærgerlig, når en storm eller andre udfordringer gør, at du misser nogle af de øer, du gerne ville have set. Men selvom du misser nogle af målene, vil du stadig have din retning, og når ærgrelsen over et misset mål er ovre, føler du dig atter forankret i din retning. Jeg mener, at det er væsentligt ikke blot at have isolerede mål men også at være bevidste om, hvad der virkelig er vigtigt for os i livet – også på sigt – og at denne vigtighed må kobles til noget uden for os selv for at opleves meningsfuld. Dette er væsentligt på forskellige måder afhængig af, om vi arbejder med det som enkeltindivider, teams, ledere, virksomhedsejere, eller som mennesker der har en vejledende funktion over for andre såsom studievejledere eller undervisere.
Under beskrivelsen af min tilgang såvel som det arbejde, vi kan lave sammen, vil dette retningsaspekt i høj grad indgå under den tredje bevidsthedssfære, som omhandler vores (om)verden.