Grundforståelsen

Psykologi har fået stor anerkendelse i den vestlige verden, og der er en udbredt tiltro til, at psykologien har nogle relevante bud på, hvordan man som lærer lærer bedst fra sig, eller hvordan man som leder rekrutterer eller sammensætter teams. Det er et helt basalt kognitionspsykologisk koncept, at vi som mennesker anvender kategorisering og beskrivelser for at kunne tale og samarbejde om specifikke ting. Hvis vi ser en større befolkningsgruppe med lignende reaktionsmønstre på bestemte forhold i samfundet, giver det mening, at vi prøver at finde ud af, hvad der er gældende for lige præcis dén her gruppe, så vi kan arbejde på at finde frem til de forandringer, der er brug for, for at disse mennesker i højere grad kan trives.

Jeg tænker dog altid i det større billede og i, hvad der er mest psykologisk og socialt bæredygtigt på sigt, og her har jeg selv i mange år haft en skepsis omkring den måde, vi i vores uddannelsessystem og samfund generelt anvender klassificeringer såsom diagnoser og personligheder. Min skepsis handler ikke om, at vi anvender dem, men om hvordan vi gør det, og hvilken rolle de spiller.

Jeg har arbejdet inden for daginstitutions- og skolesystemet i en årrække, og om end det var meget tydeligt, at vi som fagpersoner hjalp børn og unge med at lære og trives bedre i det etablerede system, var jeg meget skeptisk over for, hvorvidt de her børn og unge egentlig fik de bedste forudsætninger rent fagligt, socialt og personligt. Hvordan kan vi vide, at den bedste måde at lære og socialisere på er dén, vi har skabt vores uddannelsessystem og arbejdsmarked på? At det reelt er den mest hensigtsmæssige måde, hvis vi tænker psykologisk og social bæredygtighed i et bredere format? Hvor det ikke kun handler om at lære det indholdsmæssige rent fagligt, men det også handler om at socialisere os ind i en verden som de mennesker, vi reelt føler, vi er? At socialisere os ind i verden som hele mennesker?

Diagnoser ændrer sig kontinuerligt, hvilket vi må antage er en indikation på, at de ikke henviser til objektive enheder og endegyldige sandheder. Der findes utallige personlighedstest, som hver især måler forskellige træk, hvormed vi heller ikke kan antage, at personlighedstest fortæller det mest statisk relevante for, hvordan vi som mennesker lærer, interagerer og arbejder.

I en forelæsning fra 2015 omkring autisme fremhæver antropolog Roy Richard Grinker: “The history of psychiatry is a history of order and classification, and the development of the ideas of ‘normality’ and ‘abnormality’.” Pointen er ikke, at der ikke var mennesker, hvis neuropsykologi fungerede på samme måde for 1.000 år siden, som de mennesker, vi i dag siger er autister (jeg er flere gange blevet fortalt af autister, at de foretrækker denne beskrivelse frem for mennesker med autisme, og jeg beklager, hvis betegnelsen støder nogen). Pointen er, at det dengang ikke var en måde at fungere på rent neuropsykologisk, der blev anskuet som distinkt fra andre måder at fungere på. Der var ingen klassificering af den måde at fungere på.

Når jeg fremhæver dette som væsentligt, er det fordi, jeg mener, det er vigtigt, at vi forstår, at kategorisering og diagnosticering ikke er endegyldige sandheder omkring hverken normalitet eller funktionalitet. Det er perspektiver indlejret i en bestemt historisk tid, og funktionalitet må først ses ud fra konteksten. Det, jeg anskuer som mest væsentligt heri, er, at der er mange andre måder at kunne klassificere og kategorisere menneskelige forskelle på, og at jeg finder det væsentligt at lære nogle andre måder at lære os selv og hinanden at kende på. Igen handler dette ikke om at stoppe med at anvende klassificeringer, men om at lære nogle mere grundlæggende måder at kende os selv og hinanden på, og at indgå i lærings-, udviklings-, samarbejds- og arbejdsprocesser på.