Forskel på kompetenceudvikling og terapi

Udviklingsforløb, undervisning og foredrag ud fra Kontaktmodellen

Jeg har mange års erfaring med terapi men arbejder nu kun faciliterende og formidlende med udviklingsforløb, vejledning, undervisning og foredrag. Der er hovedsageligt to årsager til, at jeg har valgt denne udvikling, som bunder i hvordan jeg selv fungerer som person:

1. Jeg trives med et dynamisk liv i bevægelse, og jeg har selv behov for hele tiden at lære, udvikle mig og have mål, der støtter op om min retning i livet. Hvor terapi  ofte også indbefatter en høj grad af retro- og introspektion (dvs. at fokus er tilbage- og indadskuende), oplever jeg Kontaktmodellen og arbejdet med at styrke nogle specifikke kompetencer i interaktionen med verden som værende både ind- og udadskuende, men langt mere nu- og fremtidsfokuseret end tilbageskuende. Herudover er udgangspunktet ikke, at noget nødvendigvis er udfordrende for os, hvilket det sædvanligvis er i terapi. Udgangspunktet er snarere at styrke noget, der allerede fungerer, for at optimere det og få det til at udvikle sig, vokse og forgrene sig. Dette passer godt til mig som person og giver mig en fantastisk energi og vitalitet i mit arbejde.

2. Jeg oplever det stærkt berigende, når vi kobler vores intentioner og handlinger til noget større end os selv. Jeg har et indre billede for mig af, når man skal lægge til land med et skib og kaster anker. Hvis der ikke er en havbund at gribe fat i, vil skibet flyde rundt; det vil ikke have et fast holdepunkt. For mig er dét, der gør, at jeg ikke flyder retningsløst rundt, netop min orientering i verden. Ikke blot i de mennesker, jeg har en nær relation med, men også i noget, der er upersonligt og vedrører noget større end min egen lille private kerne. Det er noget af dét, der giver mig en oplevelse af at være forankret i verden og vide, hvem jeg er. Derfor er det for mig som person mest berigende at arbejde med menneskers arbejdsliv, og hvordan de kan bidrage på lige præcis deres unikke måde til noget, der ligger uden for dem selv. Dette betyder ikke, at vi i terapi ikke også kan have et ønske om at koble os selv til noget uden for os selv, eller at vi i arbejdet med Kontaktmodellen ikke også har et ønske om en mere berigende tilværelse for os selv. Forskellen er for mig hvilket udgangspunkt, der er forudsætningen for arbejdet. I Kontaktmodellen ér udgangspunktet at styrke vores kompetencer til at interagere med og bidrage til både os selv, andre mennesker og noget andet ude i verden. Når jeg arbejder med nogen, ér vores fælles udgangspunkt således at styrke vores evner til at bidrage til noget, der er større end os selv, og vi selv og vores egen trivsel og udvikling er en helt naturlig del af dét.

Jeg anskuer min rolle i mit arbejde som udviklingsfacilitator, vejleder, underviser og foredragsholder i forbindelse med menneskers egne kompetenceudviklingsforløb.

I den traditionelle rollebeskrivelse læner min rolle sig op ad definitionen af coach snarere end terapeut, og i mit arbejde med psykologer agerer jeg supervisor. Jeg tager udgangspunkt i EMCC’s (European Mentoring & Coaching Council) beskrivelse af coaching og supervision.